Det eventyrlige Karaganda
Zip strøg med et hvin gennem skoven, i det flimrende lys fra
solens spil gennem bøgetræernes kroner. De hundrede hvepse
fra Hvepseflåden lå i en kile i luften efter ham. De gjorde
brug af alle deres sanser, i deres søgen efter hende. Der var
gået en rum tid siden hun og hendes følge forlod Akorn. Nu
havde han besluttet at finde hende og se, hvordan hun havde klaret sig.
Han havde ment at vide, hvor han skulle søge, men det havde vist
sig ikke at føre til noget. Det var sådan med unge,
Ærværdige Mødre. De gjorde aldrig det man forventede
af dem, for de ønskede at vise deres selvstændighed ved at
handle anderledes end planlagt. Endnu var han ikke urolig. Da hun
forlod Akorn havde hun haft et talstærkt følge med, en
ganske betragtelig styrke i deres målestok. Sådan som han
så det havde hun intet at frygte.De søgte nordpå i
nogen tid. De trængte gennem luftrummet over
Blåbærlandet. Ganske som over Brombærlandet
følte de en svag ophidselse ved de pirrende dufte, der hang som
en lokkende sky over dette sted. Og med ét vidste han, at her
havde hun slået sig ned. Et øjeblik senere fik de
øje på de første individer fra hendes bo.
Efterhånden som de nærmede sig, blev de flere og flere.
Det var som et udslag af omtanke, at han havde valgt at føre en
begrænset styrke denne morgen. For han vidste, at hun ville byde
dem velkommen og behandle dem som gæster, og han vidste, at hun
ville traktere dem så godt hun formåede - for netop
der-igennem kunne hun vise ham, hvor godt hun havde forvaltet det liv,
den Ærværdige Moder havde skænket hende. Men hendes
bo var ungt, og hendes arbejdere og krigere var uerfarne. De havde uden
tvivl en begrænset mængde føde - og Zip
ønskede ikke, at de skulle sulte i den kommende vinter, blot
fordi hun skulle gøre indtryk på ham. Han fik øje
på boet. Det sad som var det kilet fast i kronen på en
stor, tornet tjørn - et sted hvor stammen delte sig i to. Han
følte stolthed ved at betragte det, for det sted hun havde valgt
var valgt med omhu. Zip tænkte, at han havde vidst det hele
tiden, lige fra dengang hun forlod Akorn og drog ud i den vide verden.
Hans tanker strejfede hurtigt mindet om hans egen Moder. Det gav ham et
stik i hjertet at tænke på hende. Han brugte kræfter
på at fortrænge mindet om hende, mens han landede på
flyvefeltet udenfor hendes bo.
Vagterne stod foran åbningen med kindbakkerne vendt imod ham. De
var ikke fjendtligt indstillet overfor ham, men de havde aldrig
tidligere fået besøg fra Hvepseflådens hjerte i
Akorn, og de vidste ikke, hvorledes de skulle reagere. Zip kravlede
frem imod dem, mens hans styrke holdt sig i luften over flyvefeltet.
"Jeg er kaptajn Zip fra Hvepseflåden," indledte han. "Jeg er
kommet til Jer fra den store Moder i Akorn for at hilse Jer og udtrykke
hendes tilfredshed med, hvad I har udrettet."
Vagterne kiggede mistroisk på ham, derefter på hinanden.
Det var et stort bo. Zip undrede sig over, hvordan hun havde kunnet
skabe alt dette på den korte tid, hun havde haft til
rådighed.
"Vi skal hilse den Ærværdige Moder," sagde en af vagterne.
"Jeg ønsker at møde hende," sagde Zip. Han talte roligt,
men bestemt til dem, for han ønskede, at de skulle vide, at hans
ønske ikke kunne diskuteres.
"Jeg ved ikke..." sagde vagten usikkert.
"Spørg hende, om hun vil modtage mig," befalede Zip. "Hun lovede
mig sit venskab engang for længe siden. Spørg hende, om
hun stadigvæk vil give mig det."
Vagten nikkede og kravlede bort gennem gangen. Zip ventede ikke ret
længe. Vagten vendte tilbage med en overstrømmende
indbydelse fra den Ærværdige Moder, og Zip's lille styrke
blev trakteret i forrådskamrene efter alle kunstens
regler.Hjertet af hendes bo var en fuldstændig kopi af Akoms
centrum. Det måtte ligge i hendes erfaringer, dem hun bragte med
i sine nedarvede minder fra hundreder af tidligere generationer,
tænkte Zip. Den betog ham, tanken om al denne visdom og alle
disse minder, der gav hende de Ærværdige Mødres
klogskab. Han betragtede hende med ærefrygt, mens han passerede
gennem nichen til hendes sale. Hun var så meget yngre end ham, og
dog var han den uvidende nu, hvor hun havde vokset sig stor og gammel
af sind.
Hun lå på sin forhøjning af mos og blade,
sådan som alle Ærværdige Mødre altid havde
gjort før hende. Da han kravlede derind, iagttog hun ham.
æggene vedblev med at vælde ud af hendes bagkrop, og
dronerne arbejdede indædt med at bringe dem til rugekamrene.
"Jeg har ventet på at se dig igen," sagde hun med sin spæde
stemme. Han kravlede helt hen til hende og befølte hende. Hun
sitrede ganske svagt og sukkede sagte.
"De har gjort det godt," begyndte Zip. "Og stedet De har valgt at
grundlægge boet er valgt med klogskab."
"Jeg valgte det og valgte det alligevel ikke selv," svarede hun. "Da
jeg kom hertil for første gang, følte jeg, at jeg havde
set stedet før." Hun tænkte et lille øjeblik,
før hun fortsatte. "Der har tidligere været et bo her
på dette sted. Et stort bo der var grundlag for mange tusinde
individer - men det er længe siden."
Zip kiggede på hende uden at svare.
"Fortæl mig om min Moder," bad hun.
"Der er sket meget i den tid, der er gået," begyndte Zip. Han
vidste ikke helt hvordan han skulle forklare hende om deres Moders
skæbne.
"Det er sandheden, jeg ønsker at kende," hviskede hun.
"Der er kommet en ny Ærværdig Moder i Akorn," sagde Zip.
"Hvad hændte der med min Moder?" spurgte hun.
"Hun lagde ikke mange æg," forklarede Zip. "Tilsidst lagde hun
slet ingen."
"Og så?" ville hun vide.
"Så var det at den unge Moder brød væggene til sit
kammer ned, og da ingen standsede hende søgte hun til den
Ærværdige Moder i Akorns centrum." Zip tøvede et
øjeblik. "Hun dræbte vor Moder og indtog hendes plads. Vor
Moder er hos Zarg, i det sorte univers i 'Den blanke Tingest'. Det er
hvad de store Krigermyrers Moder i Grünn har fortalt mig."Den unge
Moder skælvede ved hans fortælling. Han befølte
hende og beroligede hende.
"Hvorledes er hun, den nye Moder i Akorn?"
"En ung og smuk Moder som De. Hun er stærk af krop og sind og
lægger mange æg. Hun er fremtiden for Hvepseflåden."
"Hun - og jeg er fremtiden!" sagde hun hårdt.
"Ja, naturligvis," stammede Zip. "Det var ikke min hensigt at
fornærme Dem, Moder."
Hun sendte ham et granskende blik og slappede så langsomt af
igen. "Lad mig fortælle dig om mit bo," peb hun. "Jeg har kaldt
det 'Tjørn'. Akorn og Tjørn skal være
hjørnestenene i vores verden."
Zip nikkede. "Og Grünn..." hviskede han forsigtigt.
"Ja - og Grünn...
De betragtede hinanden uden at nogen af dem talte. Dronerne arbejde som
de havde gjort hele tiden.
"Nogen har spået om fremtiden," sagde Zip. "De har spået om
en stor krig, der vil komme. Den vil være den største
udfordring for Fællesskabet siden grundlæggelsen for
længe siden. Derfor kommer jeg til Dem idag, rnin Moder. For det
er vigtigt, at vi sikrer os Deres venskab og Deres løfte om
troskab overfor de farer, der endnu kun svagt har vist sig i fremtidens
udviskede tåger."
"Du kan sige til dine ledere i Egebjerg, at vi altid vil værne om
Fællesskabet her i Tjørn. Vi vil stille de bedste og mest
krigeriske styrker til rådighed den dag, hvor skæbnen
krydser Fællesskabets vej. Det er mit budskab til dem."
"Det løfte vil jeg med glæde viderebringe," sagde Zip
lettet. Hun havde i alt hvad hendes liv rummede gjort netop det, der
var det bedste for alle. Atter følte han denne kildrende
fornemmelse under panseret, af noget næsten guddommeligt
stærkt ved hendes væsen.
"Nu er vi igennem det rent officielle," konstaterede hun tørt.
"Jeg forstår ikke helt..." udbrød Zip.
"Det er heller ikke så ligetil at forstå," sagde hun
langsomt. Men et råd vil jeg give dig, fordi jeg lovede dig mit
venskab og agter at holde dette løfte."
Han studerede hende opmærksomt. Han tog sig i at tænke, at
hun talte i gåder, ligesom Spy. "Inderst inde," hviskede hun, "er
du en Vespa Crabro. Og iblandt dem er du endda imellem de
stærkeste af alle. Glem aldrig det!"
Zip holdt vejret et øjeblik. "Det kunne jeg aldrig glemme,"
svarede han så.
"Tider er flygtige," hviskede den unge Moder. "Og ligeså er
skikke. Du skal forsvare Fællesskabet så længe, det
er værd at forsvare det. Men du skal forsvare din art med alt,
hvad du har at give, til du drager dit sidste suk."
"Jeg vil tænke over det og prøve at forstå det,"
hviskede han.
"Du vil forstå det, før eller siden," svarede hun. "Du
kender til de evner, der hører uløseligt sammen med det
at være en Ærværdig Moder. Jeg føler ting, jeg
ikke kan se, ude bag individets grænser. Jeg vil give dig det
største, jeg kan give dig, ved at sige: Jeg vil være tro
imod alt det, du har udrettet ved at vedblive med at støtte dig,
selv nu..." Hun tænkte et øjeblik. "Jeg vil være
rede til at beskytte dig det øjeblik, du får brug for det.
Fordi du er en Vespa' Crabro - sådan som jeg. Alt andet er
flygtigt som tiden..."
Under hele den lange vej tilbage havde han kun hende i tankerne. Hun
var viis - og hun var en stærk faktor i rækken af
Ærværdige Mødre.